/media/9197/polka-verner-legatet-smukfest-050822-mg-2400x1080.jpg
Foto: Martin Gorritzen

Politisk satire har fået et los i røven

Polka Verner Legatet gik i år til Niels Hausgaard og folkene fra ’Tæt på sandheden’. Mennesker, der har genskabt den politiske satire.

Af: Chiara Bastian Storm
5. august 2022

Traditionen tro åbner Presseteltet på Smukfest igen i år op for sluserne. Polka Verner Legatet skal uddeles. Solen kigger ind i teltet, og der bliver drukket vin i plastikglas, inden vinderne bliver afsløret.

Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt havde i år fornøjelsen af at overrække to Polka Verner legater med hver en værdi på 100.000 kr til Niels Hausgaard og Jonatan Spang, Camilla Boraghi og Michael ”MC” Christiansen fra Tæt på sandheden.  

Ifølge Søs Egelind var der ingen tvivl om, at det netop var Niels Hausgaard og Tæt på sandheden, der skulle have legatet.

”De har fornyet politisk satire og givet den et los i røven,” siger hun og udtrykker, at fornyelsen er noget, hun har savnet.

”Royale parodier er blevet for kedeligt, og det er betryggende, at de politiske magtmennesker ikke føler sig for sikre”, siger hun.

Om at vinde prisen er Niels Hausgaard selv overrasket.

”Jeg er ikke normalt et særligt emotionelt menneske, men jeg er overrasket over, hvor glad jeg er,” siger han.

Han ser legatet som summen af 50 års hårdt arbejde.

”Jeg tror, jeg har fået legatet, fordi jeg er en af de sidste nulvende helte,” siger han og griner.

Pengene skal, med Niels Haugaards egne ord, bruges på at give ham ro.

Camilla Boraghi deler Niels Hausgaards glæde. Hun har været en del af holdet på Tæt på Sandheden i kort tid, og derfor er det endnu vildere at vinde prisen, mener hun.

”Jeg har svært ved at udtrykke, hvor taknemmelig jeg er,” siger hun smilende.

De tre fra Tæt på sandheden er enige om, at pengene skal bruges på hele redaktionen. Hvad det præcis skal blive til er endnu ikke besluttet, men hvis Camilla Boraghi selv kunne bestemme, er hun ikke i tvivl om, hvad der skulle ske.

”Jeg synes, vi skal tage i Lalandia,” siger hun og fortsætter: ”Det kunne være sjovt at se en hel flok voksne i badeland.”

Se kontaktoplysninger