/media/5159/smukgeneral2019-8151.jpg
Foto: Anders Boll

Smukfonden uddeler 1 mio. kr.

På årets generalforsamling uddelte Smukfonden den hidtil største donation på 1 mio. kroner til 21 gode og hjertevarme projekter, der arbejder med ensomme og udsatte unge.

21. januar 2019

20% af overskuddet fra Skanderborg Festivalklub går direkte til Smukfonden. Det er med udgangspunkt i denne overskudsenergi og det fællesskab Smukfests 14.000 medhjælpere skaber, at Smukfonden støtter projekter og initiativer, som hjælper udsatte og ensomme, fortrinsvist blandt unge. Der bliver uddelt støtte to gange om året, og siden starten af 2014 er der uddelt mere end 3 mio. kroner. Efter årets generalforsamling i bøgeskoven mandag den 21. januar, kan der lægges yderligere 1 mio. kroner oveni regnestykket.

Hjælp til mennesker i akut pengenød

Største donation går til Hus Forbis projekt "Red røven", der modtager en halv million kroner. Projektet yder støtte i form af rentefrie lån til personer, som enten er hjemløse, tidligere hjemløse eller socialt udsatte. Da projektet for nogle år siden blev skudt i luften, var det ment som et tilbud til mennesker med alle slags akutte pengeproblemer, men det har nu bevæget sig mere over i støtte til at financiere besøg hos tandlægen. Red Røven blev financieret af penge fra salget af Hus Forbi, men disse penge er desværre brugt op, og derfor har Smukfonden besluttet at yde en ekstraordinær støtte til at få projektet startet op igen. 

”Når man lever på gaden, er der tit andet, der står før at gå til tandlægen. Med jeres donationen kan vi gå ind og rette op på et socialt problem og skabe en masse opmærksomhed på emnet”, siger sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen, der er mødt op til generalforsamlingen som repræsentant for Hus Forbi. 

Sammen med Rasmus står Simon Nielsen, som er Hus Forbi-sælger, hjemløs og medlem af Hus Forbis bestyrelse. ”Det er meget større, end vi havde drømt om. Jeg er helt rørt”, siger han og fortsætter "alting løber tørt, og det her kan være med til at give en masse mennesker mere selvværd og en smertefri hverdag. Det kan hjælpe folk ud på den anden side, hvor man måske ikke er hjemløs mere”. 

 


På billedet ses Simon Nielsen (tv) og Rasmus Wexøe Kristensen (th). Fotograf: Anders Boll

20 andre smukke projekter

Smukfondens bestyrelse har udvalgt yderligere 20 projekter, der tilsammen modtager 493.850 kroner til flotte projekter der lever op til Smukfondens fundats om at styrke indsatsen mod ensomhed og udsathed. Blandt andre får Skør Med Rock 25.000 kr. til en dagsfestival for beboere på psykiatriske bofællesskaber, væresteder og institutioner, Come Together modtager 50.000 kr. til støtte for deres frivillige mentorordning for udsatte unge og Broen Vejle modtager 25.000 til deres arbejde med inklusion af udsatte børn og unge i foreningsfællesskabe. Dyk ned i de 20 forskellige projekter på Smukfonden.dk.

Dette års støtte er tilsammen Smukfondens største donation nogensinde og sker blandt andet som et resultat af et overskud fra 2018 på lige godt 9 mio. kroner - altså 4,4 mio. kroner mere end i 2017. Derudover sker det som den aller første fejring af Smukfests 40-års jubilæum, der for alvor peaker til sommer, når festivalen skydes igang.  

Smukfondens bestyrelse er direktør Carsten Nørland fra Unibrew, Borgmester Jørgen Gaarde fra Skanderborg og festivalklubbens bestyrelsesformand Poul Martin Bonde. Med stor støtte fra Sanne Ravn og Eldbjørg Pollestad, der screener og kvalificerer alle ansøgninger.

Smukfonden har åbent for ansøgninger hele året. Der er ansøgningsfrist d. 1. december og d. 15. maj – med uddeling i henholdsvis januar og august på årets festival. Du kan læse meget mere om, hvordan du ansøger og mere på Smukfonden.dk

Se kontaktoplysninger