/media/7618/tak-for-i-a-r.png
Foto: Anders Boll

Tak for i år, Hjemmefestere!

Hele ugen igennem har I skabt de vildeste fester landet over. Men i aften får jeres naboer fred - den 41. udgave af Smukfest, hjemmefest-edition, er ved at være overstået.

Af: Michael Vahl
9. august 2020

Kære ven af barkflis og bøgetræer. Sikke en uge! Sikke en fuldstændig skør, fantastisk og måske også lidt sørgmodig uge. I har skabt de vildeste fester rundt omkring i hele landet - Skovtrolden er stolt! 

En af Walthers vigtigste opgaver er at skabe antidagligdag i bøgeskoven i uge 32. Da det ikke længere var en mulighed, tog I opgaven til jer og skabte det selv - voksenfrikvarteret, luksuspusterummet, ANTIDAGLIGDAGEN. Og gid det kunne blive ved - gid alle de naboer, der har festet med jer, bare kunne flytte ind i et telt ude i haven. Gid man kunne spise sin hjemmelavede Arizona-burger, mens man pumpede Smukfest-playlisten igennem på sin boomblaster - mens halvdelen af ens Smukgin-cocktail væltede ud over siden på det høje glas...

Men sådan er det ikke - uge 33 nærmer sig med hastige skridt, hverdagen, arbejdet, vasketøjet... men lur mig, om ikke de folk, der har været til en af Walthers Hjemmefester i løbet af ugen, er kommet hjem med en lille portion overskudsenergi i sjælen. Den lille portion overskudsenergi, der gør, at man godt kan klare daglidagen - i hvert fald lige præcis de næste 51 uger, til vi rammer starten af august igen. 

Og hvis man får brug for et lille Smukfest-fiks inden da, så kan du selvfølgelig se eller gense den flotte festivalproduktion, som DR i al hemmelighed skabte på Skovlunden lige her - med optrædender fra Medina, Nicklas Sahl, Benjamin Hav og Peter Sommer. 

Hvis ikke det er nok, så kan du også prøve med et stykke MiniSmuk fra Mols - et par gode Smukfest-nørder har nemlig skabt en tro mini-kopi af Bøgescenerne, fået 3D-printet figurer til scenen og klippet det hele sammen til en fantastisk koncert-oplevelse inkl. behind-the-scenes-optagelser. Det lyder ret vildt, ikke? Det er det også - tjek det ud her

Tak for jer - og tak fordi, I var med til at skabe den uden tvivl mest specielle udgave af Smukfest nogensinde. 

Se kontaktoplysninger