/media/4686/20180810-smukfest-saveus-fredag-1103_1600x1066.png
Foto: Allan Høgholm Henriksen

Saveus tager aldrig publikum for givet

Det er vist ikke gået manges næser forbi, at Saveus' koncert sidste år ikke gik helt efter planen. Det kapitel er nu officielt afsluttet og glemt, efter drengene gav en formidabel koncert på Bøgescenen fredag aften

Af: Clara Bruun
11. august 2018

Smukfest mødte Saveus til en lille snak efter deres koncert på Bøgescenen fredag aften. Bandet består af Martin på vokal, Kasper på guitar, Simon på keys og Mathias på trommer. 

Set fra jeres vinkel, hvad var det, der skete sidste år?

Martin: Vi kan godt mærke, at der sker noget udadtil på vores mixer, og vores lydmand begynder at snakke op til vores baggear-folk. Vi prøver at få den til at du og genstarte den. Vi får at vide, at vi bare skal spille videre. Så bliver vi nødt til at stoppe, vi får spurgt ’hvad er det lige, der sker?’. Det er så den her mixer, der driller. Vi er jo fyldt op med adrenalin. Vi står foran et telt, der er propfyldt. Det var en af de første gange, hvor vi virkelig kunne mærke, at der er mange, der gerne vil se os.

Kasper: Det er jo en følelse af forvirring. Det er ikke noget, vi har stået i før. Samtidig med at vi prøver at holde gejsten oppe, så er det jo en meget underlig situation. Det er virkelig et antiklimaks. Det, der var meget smukt, var, at alle lydmænd fra hele festivalen kom løbende fra alle scenerne og hjalp os og hinanden. Vi kunne se, hvordan de lå på jorden og rodede rundt. Vi var bare nødt til at stole og håbe på, at de får løst det.

Martin: Der var jo psykopat-mange mennesker, og folk blev virkelig stående i lang tid. Det var fandme imponerende.

Kasper: Normalt er der rigtig, rigtig mange ting, man kan fikse. Det, der skete sidste år, var once in a lifetime, forhåbentlig. Det var et lyn, der slog ned og tog beslutningen om, at det var ikke i dag, det skulle ske.

Hvordan har I haft det op til koncerten i dag?

Martin: Fucking godt. Vi har glædet os hele ugen.

Kasper: Det man også skal huske er, at vi relativt hurtigt var nødt til at acceptere, hvad der var sket. Når noget, der er så meget ude af vores hænder, sker, så kan vi ikke gå og slå os i hovedet med det i et år. Vi var jo virkelig, virkelig glade for, at Smukfest ville have os i år. Men jeg tror rent faktisk, at vi fik bearbejdet det så godt sidste år, at vi i år kunne gå ind og tage revanche, men samtidig også at starte med en clean sheet. Det var ikke det, vi skulle have i baghovedet i dag. Vi skulle bare gå ind og levere en koncert.

Martin: Publikum vidste jo godt, hvad vi kom med i bagagen fra sidste år, men samtidig føltes det som om, at både os og publikum var klar på at sige ’vi har snakket om det, der skete sidste år og fuck det, vi tager en revanche i dag og hænger os ikke i, hvordan det var dengang'. Ingen sagde ’uha, hvad nu hvis det sker igen’. For os handler det om at lave lidt sjov med det. Vi nævnte det også under koncerten ved at sige ’sidste år fik vi ikke gennemført det her nummer, nu tager vi revanche’ og så hujede folk – det var mega optur. Alle var videre, det var så fedt.

Nå, nu ser vi fremad og glemmer fortiden! Hvordan var det at spille på Bøgescenen her til aften?

Martin: Det var fuldstændig fantastisk. Det var fuldstændig sindsygt. Vi havde alle sammen glædet os SÅ meget. Vi stod jo bag forhænget oppe på scenen, før vi gik på, og så sker der bare virkelig noget, når forhænget kommer væk… Man tænker ”hold da kæft, hvor kan der være mange mennesker”. Det er helt vanvittigt. Folk var klar lige fra starten af.

Mathias: Folk var simpelthen så søde i dag. Det var helt vildt, det er så overdrevet. Virkelig dejligt.

Hvordan adskiller det sig at spille på Orange Scene frem for Bøgescenerne?

Martin: Det er to vidt forskellige ting, man ikke kan sammenligne. Det er stadig på ”de to store scener” i Danmark. Jeg synes, vi tog alt det, vi havde lært på Roskilde med os i dag. Begge steder vil publikum musikken. Det synes jeg, er smukt.

Mathias: Det er sgu en stor plads at fylde ud.

Martin: Vi tager aldrig for givet, at der er helt proppet foran scenen. Det er vi enormt taknemmelige for. Jeg håber aldrig, at vi når til et punkt, hvor vi tager det for givet. Det må man aldrig gøre. Det er smukt, at folk vil komme og høre os.

Hvor ligger Smukfest og Bøgescenen på ”det var da okay” til ”uforglemmeligt”-skalaen?

Martin: Uforglemmeligt! Det gør vi GERNE igen.

Har I selv været gæster på Smukfest før?

Martin: Jaja, masser af gange! Vi elsker det.

Er det en festival, I identificerer jer med? 

Kasper: Smukfest er jo jyder. Vi er på hjemmebane, vi sidder jo og er en jydeklub her. Der er en jysk stemning i bøgeskoven, som vi virkelig kan relatere til.

Hvad er en jysk stemning?

Kasper: Afslappet, trofast, nede på jorden. Nu skal vi intet ondt sige om københavnere, men jeg tror, at vi jyder bedre kan relatere til den stemning.

Har I været ude blandt publikum og gæsterne og tage temperaturen på stemningen?

Mathias: Ikke endnu, men det skal vi! Ellers skal Kasper og Simon jo sove i telt nede på KærligHeden.

Kasper: Man skal jo huske, at det ikke er mange år siden, vi selv kom på festivalen som gæster. Det er jo det, vi kommer fra og langt hen ad vejen det, vi identificerer os med. Jeg glæder mig til at stå i køen til badene!

Hvordan synes I, stemningen blandt jeres publikum var fra scenen?

Martin: Der var god kog på! Som en gryde vand, der koger.

Hvem skal I selv se på Smukfest?

I kor: Tom Jones!!! Ham kan vi absolut ikke misse.

Mathias: Vi har hørt ”Sex bomb” fire gange i bilen på vej herover.

Alle: Og Kendrick Lamar – han skal have en krammer.

Hvor ligger Smukfest på festivalskalaen?

Martin: Det er i hvert fald i den absolutte top. Jeg synes, at folk er enormt søde og venlige. Som artist er det ret vildt at blive modtaget så godt. Man bliver hjulpet med alt, man behøver ikke spørge om noget.

Kasper: Det er jo ekstremt svært at vælge en yndlings-festival, fordi alle festivaler repræsenterer noget forskelligt. Selvfølgelig elsker vi at komme på Roskilde Festival – det har sin ånd – men at komme under bøgetræerne her er meget specielt.

Martin: Jeg er glad for, at de danske festivaler tør at skille sig ud. De forsøger ikke at ligne hinanden. Sådan en festival som Smukfest har noget helt specielt.

Kasper: Du kan mærke traditionen. Det er noget, der sidder dybt i folk. Folk, der kommer her, dyrker virkelig Smukfest. Det er en livstil!

Hvad er jeres største festivalkoncertoplevelse med Saveus?

Martin: Det er svært at sige. Der er ikke en, man kan sætte som favorit. Vi har haft så mange store oplevelser, og Smukfest i år er en af dem. At opleve at spille på Bøgescenen på sådan et godt tidspunkt foran så mange mennesker og samme sommer at spille på Roskilde Festival er skørt. Det er et crazy første halvår af 2018.

Se kontaktoplysninger