/media/4725/img6542334.jpg
Foto: Kim Daugaard

Tak for i år smukke mennesker

Endnu en Smukfest er overstået med musik, mennesker, oplevelser og årets bedste fest.

Af: Brian Mogensen
12. august 2018

Uge 32 er altid booket til Smukfest, og vi arbejder året rundt på at levere en fantastisk uge med den vildeste fest til alle vores gæster. I år blev det til en lang række suveræne oplevelser.

Shawn Mendes viste sympati med et voldsomt vådt publikum og tog bad i sine drikkedunke på Bøgescenerne. Birthe Kjær og MØ viste, at uanset alder og kunstnerisk genre, kan man faktisk gøre sig fortjent til et Polka Verner Legat. Det var svært at skelne tårer fra regnvand, da Duné satte punktum for deres rejse, og Nephew introducerede deres nye back-up danser, Kronprins Frederik. Kim Larsen og Britney konkurrerede om, hvem der kunne trække flest gæster til Bøgescenerne.

Der har været tørke og hedebølge, skybrud og heldagsregn på sommerens første kolde dage, og vi har overlevet Stormen Johannes raseren.

I har drukket kolde øl og spist varm mad. I har danset og sunget. Grinet og grædt. Krammet og kysset og mere til. I har været alt, alt for smukke til, at vi har lyst til at sige tak for i år, men alt har en ende. (En regnorm har to.) Derfor er søndag aften sidste stop på turen igen i år.

Nu skal vi lige rydde op og pakke sammen. Så trænger vi til et hvil, og så trækker vi arbejdshandskerne på for at gøre klar til næste år.

Vi ses naturligvis igen til lige så mange sygt fede koncertoplevelser, fantastiske finurligheder, kys, kram og bøgeskov. Husk, at selvom du ikke kan se det på os, fylder vi 40 år i 2019, og det skal fejres med et brag.

Kom sikkert hjem og tak… tak… TAK for endnu en fantastisk Smukfest.

Se kontaktoplysninger