/media/7166/skaermbillede-2019-12-03-kl-094341.png

Udsolgt af partout til #SMUK20

Vi kniber os selv i den 40-årige festivalarm her i Skanderborg: Udsolgt af partoutbilletter til den kommende skovfest efter bare 59 minutter. Wauw!

3. december 2019

"Det er fantastisk at opleve hvordan publikum gerne vil vores festival - og at kunne melde udsolgt af partoutbilletter samme dag vi sætter dem til salg, er noget vi er fantastisk stolte af og ydmyge over", siger festivalklubbens formand Poul Martin Bonde.

"At vi så ovenikøbet kunne gøre det lidt hurtigere end sidste år, er bare ekstra glædeligt. Vi beklager at nogle havde problemer med ratebetaling undervejs, men vi vil naturligvis gøre hvad vi kan for at hjælpe dem efterfølgende."

Var du én af dem, der nåede frem til betaling og oplevede problemer, så hjælper vi så godt vi kan. Det gælder dig, der rent faktisk nåede igennem køen og bare lige skulle betale – de mange tusinde, der gik forgæves i dag har vi desværre ikke billetter til. Sowwy. Kontakt: info@smukfest.dk eller 8793 4444.

"Vi lover at kvittere for tilliden med den bedste festival vi overhovedet kan lave i 2020, hvor vi bl.a. ser frem til at præsentere vores hovednavne på helt nye Bøgescener - i et område der også kommer til at give endnu bedre plads til vores publikum", siger Poul Martin Bonde.

Husk der er salg af endagsbilletter til salg fra d. 4. februar.

Fik du ikke fingrene i en billet og vil købe den gennem en anden person, så insistér på at få den overdraget sikkert igennem Smukshoppen – det er den eneste måde, hvorpå du kan sikre gyldigheden af din billet! 

Se kontaktoplysninger