/media/1136/header_boege.jpg

Om Smukfest

Smukfest er efterhånden en ret stor maskine med en del år på bagen, som du her kan blive lidt klogere på.

Det hele startede i 1980, hvor fem unge mænd fra Skanderborg stablede et musikarrangement på benene, som de kaldte Skanderborg Musikfestival. Det blev et par år senere til Danmarks Smukkeste Festival, og i dag er det kortet helt ned til Smukfest. Mange har for vane stadig at sige Skanderborg Festival, men er det ikke også kære børn, der har mange navne? Festivalens historie er efterhånden lang, men vi har sørget for nedskrive den år og år, og den kan du finde lige her

I dag er Smukfest den 2. største festival i Danmark. Smukfest er en musikfestival, men med mere end 170 programpunkter fordelt på i alt 8 dage er der meget mere at opleve i bøgeskoven end musikken. Vi forvandler Dyrehaven i Skanderborg til en festivalby på størrelse med Fredericia med omkring 55.000 daglige gæster og 14.000 medhjælpere. Omkring 6 uger, en ordentlig portion medhjælpere og tusindvis af rugbrødsmadder tager det at bygge skovfesten op, men kun én enkelt uge før den sidste bar er pakket sammen, og skoven atter ligner sig selv. 

Siden begyndelsen har Smukfest været en non-profit organisation og er det stadigvæk. I Skanderborg kalder vi det Overskudsenergi, og det har vi heldigvis en del af.

Bag ved Smukfest står Skanderborg Festivalklub, som har eksisteret lige så længe som festivalen selv. Festivalklubben har sin helt egen hjemmeside, så hvis du er nysgerrig på historien, hvad foreningen ellers beskæftiger sig med eller hvad vi bruger vores overskud på, så sender vi dig fluks videre via knappen herunder.

Som udgangspunkt finder Smukfest altid sted 2. weekend i august, så fremtidige datoer ser således ud:

  • 2019: 7. august - 11. august
  • 2020: 5. august - 9. august
Se kontaktoplysninger