/media/7325/laekker-lejr.jpg

Lækker Lejr

Lækker Lejr

Lækker Lejr er for jer, der har brug for plads, gerne vil ligge i en lejr sammen og som er med på at rydde op efter jer selv. Her kan I mod et depositum forhåndsreservere et område til din lejr - og når I efterlader jeres lejr opryddet, så får I jeres depositum igen.

Med Lækker Lejr reserverer I et stykke af vores allerbedste pløk-jord på LækkerHeden - det nye område på KærligHedens Mark 3, som tilbyder adgang til alle, der bare har lyst til at bo liiiiidt mere lækkert i eget telt, end man normalt gør på KærligHeden. 

Vi hegner et stort område af til jer, hvor alt bare bliver en smule mere lækkert. Flere skraldespande, genbrugsstationer og hangout-områder - og naturligvis mindre skrald. Hvis I skal bo her, så skal I også gøre en større indsats for at rydde op efter jer selv. Når ugen er omme, skal I efterlade jeres lejr helt opryddet. Så tager I fat i en af de frivillige campingværter, og hvis personen erklærer, at der er ren røv at trutte i, så får I hele depositummet tilbage. 

I kan komme dryssende, som det passer jer indtil mandag d. 2. august kl. 18 - hvis ikke I har gjort krav på jeres område inden da, lader vi andre festivalglade mennesker flytte ind på jeres tomme pladser.

 

Placering

LækkerHeden er placeret på det højeste område på KærligHedens mark 3 - hvis det skulle regne, er I altså rimelig heldigt placeret. De gratis shuttlebusser kører i døgndrift ind til festivalpladsen og fragter jer hurtigere, end I kan nå at sige "prøliåhørheregå"!

Størrelse på Lækker Lejr

Der findes to typer af Lækker Lejr alt afhængig af, hvor meget plads I har brug for til jeres camp:

  • 62,5 m2 – her er der plads til cirka 6-7 to-personers telte og lidt færre, hvis I medbringer større telte
  • 125 m2 – her er der plads til cirka 12-14 to-personers telte og lidt færre, hvis I medbringer større telte

Uanset hvad får I bedre plads til jeres lejr på LækkerHeden, end alle andre steder på festivalen.

Brikkerne er ikke nødvendigvis kvadratiske, så både længden og bredde kan variere – men arealet er altid det samme. Det er derfor ikke muligt at planlægge campens indretning hjemmefra, men det er vi sikre på, at I godt kan finde ud af på stedet i samarbejde med de hjælpsomme campingværter. 

Husk på, at den maksimalt tilladte teltstørrelse er 16 m2 inkl. fortelt – på ligefod med andre gæster, som medbringer deres eget telt.

Se kontaktoplysninger