/media/3762/paphus_header.png

Paphus - home sweet home

Miljøvenlig papbolig, som du selv sætter op – kun fem minutters gang fra Sherwood og i smukke naturomgivelser. What's not to like?

Paphuse til Smukfest 2019 er udsolgte 🌳⛺

I 2017 så Paphuset dagens lys på Smukfest, og den bæredygtige boform er kommet for at blive. Igen i 2019 er det muligt at få fingrene i et Paphus, som nu hedder home sweet home - fordi det er det!

Du skal vælg home sweet home, hvis du gerne vil have et trygt, roligt sted at føle dig hjemme og fortsat være miljøbevidst, når du tjekker ud af hverdagen og ind i anti-dagligdagen.

Men er Paphuset virkelig lavet af PAP? Ja, det er det! I kraftig kvalitet, men fuldstændigt nedbrydeligt på den gode måde. Vælg denne boform og sæt minimale miljøspor efter din festivaluge. 

På Skovlunden finder du en campingbod, som har alt, hvad et forslæbt festivalhjerte kunne begære. Her kan du leje, hvad du har brug for. Det er smart, for på den måde minimerer vi både affaldsmængden, og du slipper for at slæbe dig halvt ihjel med alt dit grej.

En 1-værelses hybel med den smukkeste beliggenhed

Home sweet home har en placering i topklasse på området Skovlunden, og er det man kalder en ren 5'er på Hammerslags-skalaen. Skovlunden er det nyeste tiltag på Smukfest og med sin være- og bæredygtige facon, er det et smukt og idyllisk sted. Dine ben skal ikke ud at trave alt for langt, hvis du bor på Skovlunden. Der er nemlig kun omkring 5 minutter på gåben ad en hyggeligt skovsti til Sherwood.

Engangsbolig for 2

Der er dør, et udluftningsvindue og en dobbelt luftmadras i dit home sweet home, som er idéel for to personer. Hele herligheden måler 2,20 meter i dybden, 1,60 meter i bredden og 1,30 meter i højden. Boligen er selvfølgelig testet til at klare en Smukfest, men er trods alt en engangshybel og kun beregnet til at holde én festival igennem for derefter at blive genbrugt på anden vis. Hold de vilde fester med poledance og beerpong UDENFOR, så går det perfekt. Skulle du, imod forventning eller i tilfælde af decideret orkan, have brug for hjælp, så er den der naturligvis. Det er jo Smukfest.

 

Ankomst og adgang

I kan flytte ind i jeres home sweet home fra den 6. august. Men du må også gerne komme senere – dit paphus venter på dig. Ved ankomst får du et helt fladt hus udleveret. Det er super simpelt at sætte op, så det gør du selv. Det tager kun få minutter, så er der rejsegilde. Og bare rolig – det er næsten umuligt at gøre forkert. Men hvis det alligevel skulle ske, så er du ikke i tvivl!

Vi har sat streger i græsset, så du kan se, hvor du og din lejr kan være. Bemærk netop, at eventuelle lejre laves på stedet og ikke på forhånd i det digitale lejrsystem som nogle af vores andre boformer. Der er selvfølgelig flinke campingværter fra home at spørge til råds undervejs.

Når turen går hjemad..

Smukfest varer jo ikke for evigt, og det er måske for nogles levertal meget godt. Når du forlader pladsen for at vende hjemad kan du i bæredygtighedens ånd aflevere din luftmadras til nogle gode campingfolk eller tage den med hjem til brug en anden god gang. Og så kan du med et snuptag makulere dit home sweet home, så der er dejlig paphus-toiletpapir til folket året efter!

Se kontaktoplysninger