/media/3760/tipi_header.png

Skovlunden

Skovlunden

Grønt, grønnere, grønnest – vi ses i det lille, naturskønne smørhul Skovlunden, hvor du kan slå dit eget telt op eller bo i en miljøvenlig boform.

Officiel åbning af Skovlunden er søndag den 2. august kl. 14.00 for medbragte telte og tirsdag den 4. august kl. 14.00 for Paphuse, LuksHuse og Præriehytter 

Skovlunden havde sin debut på Smukfest 2017. Et dejligt stort, grønt område lige midt i skoven og med kig til Skanderborg Sø. Vi har arbejdet videre med det og forsøgt at gøre det endnu hyggeligere. Her er masser af natur og frisk luft! Hvor skønt lyder det ikke lige?

Skovlunden ligger kun 5 minutters gang fra Sherwood indgangen. Og vejen til skoven er tilmed ad en hyggelig, oplyst sti gennem skoven. Du kommer altså ikke tættere på, hvis du har planer om at komme på festival med eget telt. 

Bære- og væredygtighed

To nøgleord er bærende for Skovlunden: Bæredygtighed og væredygtighed. Bæredygtighed er efterhånden ikke gået mange menneskers næse forbi, og det er der god grund til. Vi skal være fælles om at sikre fremtiden, og bor du på Skovlunden, bidrager du til den bæredygtige camping. 

Det betyder, at man her rydder op efter hinanden og ikke mindst sig selv. Der sorteres affald, og teltet tager man med sig hjem igen. Alt i alt er præmissen, at man på Skovlunden ikke tager mere med, end man har tænkt sig at tage med hjem igen.

Alt er love på Skovlunden, og det er også her væredygtighed kommer ind i billedet. Her er man medskaber af en fantastisk festival, og der er plads til alle! På Skovlunden vil du også støde ind i campingVÆRTER og ikke vagter. Vær lige så søde ved de gæstfrie værter, som de er overfor jer. De runderer på pladsen for at gøre festivalen så behagelig som mulig for alle. 

Boformer

Skovlunden har et stort område, der er beregnet til medbragte telte. Hvis du skal sove i dit eget telt på Skovlunden, skal du være opmærksom på, at det fra i år kommer til at foregå sådan, at man lægger sig i kø på stien mellem Sherwood og Skovlunden, og når området så åbner klokken 14.00, så bliver man lukket ind i grupper, så det hele foregår fredeligt, roligt og smukt 🌞

Er du ikke frisk på at have eget telt med under armen, så tilbyder Skovlunden et par forskellige boformer; Paphus, LuksHus og - som noget nyt - Præriehytter! Paphus er en bolig, som simpelthen er lavet af pap. Det er en engangsbolig for 2, og når festivalen er ovre, genbruges Paphusene for eksempel til toiletpapir. 

LuksHus er komfort med stort K! Hytterne er nemlig udstyret med luksusmadrasser, sengetøj, spejl, strøm, lys osv. LuksHus er ideel til 2 personer.

Præriehytten er tag over hovedet i vaskeægte cowboyder-stil. Den er beregnet til 2-3 personer, alt efter hvor tæt man har lyst til at ligge. Hytten leveres samlet inkl. 2 madrasser og der er masser af opbevaringsplads. 

Hvis du ikke fik det hele med hjemmefra, så kan du hoppe forbi campingboden på Skovlunden, som kan hjælpe dig med luftmadrasser inkl. en pumpning, campingstole, ørepropper og hvad du ellers kunne have brug for. 

Menneskeligheden

I 2020 rykker Menneskeligheden ind på Skovlunden. Menneskeligheden er en byggeplads og en fællescamp med kunst, graffiti, skateboardramper, udkigstårne og hvad de kreative sjæle ellers kan finde på. 

Her bor man sammen med omkring 40 andre i store fællestelte med køjesenge. Det er et sted, hvor man kommer hinanden ved, møder nye mennesker og får en snak med en, man måske ikke normalt havde sludret med. Det er en lidt anderledes måde at tage på festival på – men det er et sted for alle. Man skal ansøge om en køjeplads hos Menneskeligheden, og det kan du både gøre alene eller sammen med en ven.

Tre gode grunde til at bosætte sig på Skovlunden

  1. Kommer du med eget telt og vil gerne have så kort som muligt til pladsen, så er Skovlunden helt sikkert the place to be!
  2. Her er pænt! Skov, søudsigt, frisk luft og ryddeligt. 
  3. Her afprøver vi fremtidens festivalboliger. Skal du ikke selv bo i dem, så smut forbi og kig, måske bliver du budt på en øl?

Faciliteter: 
Vær opmærksom på, at der desværre ikke udleveres håndklæde og sæbe ved badene på Skovlunden.

Se kontaktoplysninger