/media/3758/campingvogn_header.png

Campingvogn

Find din bedste camping-habit, de hvide tennisstrømper og H2O klip-klapperne frem fra gemmerne, støv klapstolene af og kom af sted: Det her er god, gammeldags komfortabel camping!

Campingbilletter til Smukfest 2019 er udsolgt ⛺

Næsten-egen-seng, fast tag over hovedet, god plads til bagagen – det er unægteligt komfortabelt og rart at bo i campingvogn, når man er på festival. Der findes et begrænset antal campingvognsbilletter, som giver dig lov til at tage din egen campingvogn med. Det er altså ikke muligt at leje en campingvogn af Smukfest.

Nedenfor finder du svar på en masse praktiske spørgsmål vedrørende campingvognsophold på Smukfest. For lethedens skyld refererer vi her på siden til campingvogne, men hvis du hellere vil bo i en camplet eller autocamper, er det også okay, når bare du holder dig indenfor pladsgrænserne.

Placering og størrelse

Du og din campingvogn kommer til at bo på Holst. Shuttlebusserne kører i pendulfart, så det er en smal sag at komme frem og tilbage til bøgeskoven. Der er gode toilet- og badeforhold på Holst – og også muligheden for at købe et rundstykke til morgenmad. 

Din campingvogn må max være 2,5 meter bred og 7 meter lang (inkl. træk). Disse retningslinjer er lavet på baggrund af brandsikkerhed og sikrer en passende afstand mellem vognene. Overholdes målene ikke, er vi desværre nødt til at afvise vognen.

Godt at vide

Bemærk, at det ikke er muligt at få strøm til sin campingvogn. Vi er – selvom man godt kan glemme det – på en festivalmark, ikke en regulær campingplads. Du kan dog medbringe gasdrevet køleskab i din vogn, hvis det er en godkendt tilslutning, med en fastmonteret gasflaske på max 11 kg. Husk at der skal kunne fremvises maks. 2 år gammel gastest. Smukfest tilbyder ikke ombytning af gasflasker.

Hvis du selv kommer med din vogn
Kommer du selv med din vogn, har du pakket alle dine ting i vognen, fordi du er smart! Du kører ind med bil og campingvogn, viser vagterne din billet, som ombytter den til en campingtilladelse, som du sætter synligt i campingvognens rude. Du placerer dig vogn på den plads, du bliver anvist, drøner ud på Festival-P med det vuns og tager en shuttlebus retur. Husk at få armbåndet på, inden du vender tilbage til Holst – så er der ingen problemer med at komme ind.

Hvis din ven kommer med din vogn
Så gør din kammi selvfølgelig, ligesom du selv ville gøre. Hvis din ven sætter din campingvogn op og sætter din campingtilladelse i vognens vindue, kan du IKKE efterfølgende køre ind i din egen bil og læsse af. Så er du nødt til at parkere på Festival-P og tage shuttlebussen til Holst med dine ting. Så et godt tip er selvfølgelig at pakke sagerne ind i campingvognen, så er der intet bøvl med det!

Hvis en ekstern udlejer kommer med din vogn
Har du en ekstern udlejer til at komme med din vogn, kan vedkommende henvende sig til campingvagterne og få henvist en plads. De kan køre ind uden armbånd eller billet. 

* Vi fralægger os alt ansvar ifm. placering af vogn med festivalens egen traktor.

Indflytning

Holst åbner officielt for camping mandag den 5. august 2019 kl. 10.00. Men det er faktisk muligt at ankomme med campingvognen allerede fra fredag den 2. august og lørdag den 3. august mellem klokken 10 og 18, hvis det passer dig bedre. Der er ingen indkørsel søndag d. 4 august.

Når du ankommer, så opfordre vi dig til at benytte afkørsel 53. Dette sikre, at trafikken ikke generes omkring KærligHeden.

Det er ikke tilladt at overnatte i campingvognen før mandag d. 5 august kl. 10.

Bemærk, at aflevering af din campingvogn er din eneste lejlighed til at læsse bagage af. Det er altså ikke muligt efterfølgende at komme i bil (hverken med eller uden armbånd) for at læsse af. I stedet vil du så blive sendt til Festival-P, hvor du skal tage shuttlebussen retur med alle dine ting – så igen opfordrer vi til at få pakket alt i campingvognen.

Husk billet til både dig og din vogn

Du kan godt ankomme og stille campingvogn uden armbånd - du skal dog have din campingvognsbillet med. Det vil umiddelbart inden festivalen være muligt at printe sin campingbillet fra MIN KONTO på shop.smukfest.dk. Den ombyttes til en campingtilladelse ved ankomst, som SKAL sidde synligt i ruden på din vogn. 

Alle, der overnatter på Smukfest, skal bære gyldigt festivalarmbånd. Siden Smukfest 2014 har vi indhegnet samtlige campingområder, hvilket medførte et kraftigt fald i antallet af tyverier og andre trælse ting. Det giver en tryggere og bedre festivalcamp for dig. Den succes gentager vi naturligvis i 2019, og du skal derfor have et gyldigt festivalarmbånd for at få adgang til campingvogn-området.

Se kontaktoplysninger