Scene
Bøgescenerne
Showstart
Lørdag 01:30
En lokal legende vender hjem for at fyre op for lørdagens finale i bøgeskoven. Det bliver et unikt og decideret homecoming show, for MORTEN er faktisk født i Skanderborg.
Det er 11 år siden, vi sidst festede med ham på Bøgescenen en lørdag aften i 2015. Siden da har Morten Breum været kloden rundt med sine musikalske samarbejder og optrædener på nogle af verdens største klubber og festivaler. Nu vender han hjem som international artist for at lukke lørdagsfesten i byen, hvor hans liv begyndte:
"At vende tilbage til Smukfest og lukke lørdagen betyder enormt meget for mig. Jeg er født i Skanderborg, få minutter herfra, og Smukfest har altid føltes som hjem. At komme tilbage efter 11 år og stå her lørdag nat er en fuld cirkel for mig,” siger MORTEN.
Du kender ham for at lave bangers i samarbejde med Nik & Jay. Internationalt er han især kendt for sit tætte samarbejde med den franske DJ David Guetta. Sammen har de været med til at skabe og udbrede den elektroniske genre Future Rave — en fusion af EDM-hooks, technolyd og trance-energi. MORTENs unikke klubvibrationer har også ført til samarbejder med internationale stjerner som Raye, Sia, Aloe Blacc, Avicii og Trippie Redd.
Vi glæder os til at give MORTEN det varmeste velkommen hjem og til en koncert, vi kommer til at kunne mærke længe.