Scene
Stjernescenen
Showstart
Onsdag 21:45
Tænk engang. Om bare seks år kan TV-2 fejre guldbryllup.
De skal nok nå det! For intet tyder på, at det sejlivede, selvbestaltede 'lykkeligste orkester' her til lands går hen og lægger sig lige med det samme.
Meget er skrevet og sagt om d'herrer Steffen Brandt, Georg Olesen, Hans Erik Lerchenfeld og Sven Gaul. Ret rammende er det uanset hvad, at bandets repertoire af tidløse klassikere taler til flere generationer. Tænk blot på 'Bag Duggede Ruder', 'Alt Hvad Hun Ville Var At Danse', 'De Første Kærester På Månen', 'Be bab a lula', 'Lanternen' - fortsæt selv resten af listen.
De århusianske legender udkom den 14. marts 2025 med et helt dugfrisk album med titlen Som Om Vi Ikke Har Mere At Sige. Men det har de altså, skulle vi hilse og sige fra anmelderne, og mon ikke vi får lov at lytte til en eller flere af de nyeste sange, når bandet rammer Smukfest i uge 32?