/media/8369/jb_banner.png

Justin Bieber

Onsdag den 3. august

En af verdens største stjerner har meldt sin ankomst til Bøgeskoven i Skanderborg i 2022. Pop-ikonet Justin Bieber kommer til at stå i vaskeægte 3D på vores Bøgescener, når vi igen for første gang i tre år skal mødes til verdens bedste skovfest under trækronerne til august. Vi niver os stadig lidt i armen, men den er sgu god nok! 

Den 27-årige canadiske sanger og sangskriver blev opdaget i 2008, da en video af en meget ung, guitarspillende og hjerteknusende Justin Bieber blev lagt på Youtube, hvor den straks gik viralt. Herefter tog det fart med debutalbummet ’My World’ i 2009, og han har siden da udgivet i alt ni solide albums, hvor af de otte er røget helt til tops. Som den første debutmusiker i verden havde Justin hele syv sange fra ’My world’ på Billboard Hot 100, og siden er den ene rekord efter den anden slået med numre som ’Love Yourself’, ’Sorry’, ’What Do You Mean’. Han er lige nu mere aktuel end nogensinde med hans syvende single-førsteplads på verdenshitlisten, nummeret ’Peaches’ fra det seneste album ’Justice’. I løbet af sin karriere har han solgt estimerede 80 millioner plader på verdensplan og løbet afsted med titlen som den mest streamede artist på Spotify nogensinde, hvilket gør ham til en af verdens mest sælgende og streamede artister.

Justin Bieber udgav i marts 2021 albummet ’Justice’, som indeholder en lang række af verdens aktuelle stjerner som gæstesolister på flere af numrene. Genren er pop, som trækker tråde i mange retninger. F.eks. sangen ’Deserve You’, som minder om lyden af 80’erne og har klare referencer til Phill Collins, men også i en helt hyper-pop retning med det Skrillix-producerede nummer ’Somebody’. Med ’Justice’ og singlen 'Peaches' gik Bieber som den første mandlige kunstner nogensinde, direkte ind på førstepladsen af den amerikanske album- såvel som singlehitliste. 

Som en del af ’Justin Bieber: The Justice World Tour’ bliver Smukfest den eneste koncert i Danmark i 2022 – og den første gang nogensinde, Justin optræder på en dansk festival. Det er vi utrolig beærede og stolte over, og sammen med alle gæsterne glæder vi os til at vise ham, hvad vores festival kan. I bedste Smukfest-stil!

Se den officielle pressemeddelelse om ”Justin Bieber Justic World Tour” her.

Se kontaktoplysninger