/media/7846/oenskeoeen_theis_poulsen_051.jpg

Oplevelser på Småfest

Ingen fest i bøgeskoven uden finurlige oplevelser og gakkede indslag - det er klart! Sådan har det altid været, og sådan skal det selvfølgelig også være på Småfest 🤪

Latterlig Torsdag

Torsdag den 5. august

Latterlig Torsdag på Smukfest blev første gang indført i 1993. En dag hyllet ind i udklædninger, skøre konkurrencer og vilde indslag. Og nu er den tilbage! Søren Rislund og Peter Palshøj er konferenciers, og sørger sammen med både frivillige og gæster for, at der bliver skruet helt op, for alt det gakkede, Smukfest er kendt for. Festen starter allerede derhjemme, da dagens bedste og mest kreative gruppeudklædning bliver belønnet med en formidabel præmie - og bare rolig, anden- og tredjepladsen bliver også godt sørget for! 

Du kan blandt andet opleve Mads og A-holdet, Stand-up for Skanderborg, quizzer, lagkagekast og chillismagning. Det bliver en kæmpe fest, og vi glæder os til at se dig! 

Den Ornamentalistiske Tattoo Salon

Oplev dem den 30. og 31. juli

Besøg Den Ornamentalistiske Tattoo Salon og få din indre skønhed tatoveret udenpå huden! Ved at stille et enkelt spørgsmål, ser de højt-udannede ornamentalister fra en hemmelig klub et kort, men tydeligt glimt af din indre skønhed, som de derefter nemt og smertefrit tatoverer udenpå din hud.
Lige ved siden af Tattoo Salonen møder du en håndlæser som ikke bare læser, men også skriver! Er din kærlighedslinje lidt lidt skæv? Er skæbnelinjen lidt for skæbnesvanger? Intet problem, med håndlæserens hjælp, kan du tage din skæbne i egen hånd!

Bodyguards

Oplev dem alle dage på nær onsdag

Forbered dig på vip-status, vantro og absurde sikkerhedstjek, når fire bodyguards rykker ud i byen. The Bodyguards passer cool og kærligt på alle, uanset køn eller status. Et kærestepar, en fodgænger eller en cyklist får pludselig vip status og eskorteres et stykke vej gennem mængden. En hyldest til individet i fællesskabet og kroppen i byrummet. Don`t be a no Body!

Skøre strømere

Oplev dem den 5., 6. og 7. august

Et skrupskørt hårdtslående politikorps, der kan sættes ind overalt, hvor der skal strammes op på lov og orden. Siden 2004 har Skøre Strømere patruljeret på kulturnætter, gågader, festivaler, kræmmermarkeder og dyrskuer i det ganske land. Skøre Strømere er ”udrykningsteater”, der består af en række enkeltstående optrin, der danner rammen omkring skuespillernes improvisationer. Arrangementets karakter, de fysiske rammer og publikum i samspil med aktørerne er med til at skabe resultatet. Skøre Strømere skyer ingen midler, når det gælder landets sikkerhed og forkælede børn, utilstrækkelige voksne og andre kriminelle kan bare vente sig.

Krammeholdet

Oplev dem den 5., 6. og 7. august

Kom forbi Krammefabrikken og få et kram så englene synger! ”Kramfabrikken” er en Fabrik, hvor man kan konstruere lige præcist det kram, der passer til dig. Er du til et langt behåret og kærligt kram eller mere et luftigt og hurtigt kram, så kom til fabrikken og indgiv din ordrer mod den nette sum af 5 fem høje knæløft eller sprællemænd.

Se kontaktoplysninger