Velkommen til MenneskeligHeden på Skovlunden. På MenneskeligHeden har vi plads til 40 skønne mennesker med en partoutbillet, som ønsker at bidrage til et helt særligt fællesskab. Det er gratis at bo på Menneskeligheden, man får til gengæld lov at byde ind med sig selv og give til et fællesskab, der blomstrer og vokser i løbet af 8 dage – på den vildeste måde!
Stedet er tiltænkt dem, der er på Smukfest alene eller to, som ønsker at være en del af et større og tættere fællesskab. Det kan også være, at du har nogle særlige behov – fx behov for mere hvile eller at kunne trække sig, som betyder at en fælles boform med særligt opmærksomme medhjælpere er noget for dig.
På MenneskeligHeden er fællesskab og sammenhold i højsædet, og derfor sover vi sammen fordelt i to store telte med køjesenge. Vi spiser og laver aktiviteter sammen i det omfang, der er overskud og lyst til. Der er planlagte aktiviteter som du kan deltage i hver dag, og der er medhjælpere til stede på MenneskeligHeden 24 timer i døgnet, der hjælper med både stort og småt.
Vi åbner på MenneskeligHeden med en fantastisk fællesmiddag søndag, hvor også Skovlunden åbner, og programmet de efterfølgende dage er netop med fokus på fællesskab, samvær og at lære alle de andre at kende, så der er gode nye bekendte at dele koncertoplevelser og finurligheder med når Skoven åbner.
Ønsker du både festival og fællesskab, og ser du dig selv som ét af disse smukke mennesker på MenneskeligHeden? Har du noget særligt eller anderledes at byde ind med - om det er noget kreativt, alternativt eller bare dig selv? Så er Menneskeligheden måske både et nabolag og en oplevelse for dig.
Vi forventer ikke noget helt vildt fancy. Det vigtigste er, at dit engagement skinner igennem! Vi kan ikke garantere alle ansøgere en plads, men får du den, er den din resten af festivalen. Det er gratis at bo på Menneskeligheden, men det forpligter at være en del af et større fællesskab! Menneskeligheden handler om samarbejde, så her hjælper alle til og bidrager til både stemningen og det praktiske.
Deadline for første runde er d. 23. januar, 2026 - der gives svar senest 2. februar, hvis man modtager et afslag i første runde, behøver man ikke give op - man må meget gerne søge igen i 2. runde, hvis man har lyst.
Deadline for anden runde er d. 22. maj 2026. Måske du havde en plan, der røg i vasken eller du er blevet brændt af af dine gamle kammerater fra efterskolen? Der gives svar til alle ansøgere senest d. 29. maj 2029.
