Sommerlandet er tæt broderet med små og store festivaler, outdoor-koncerter og meget mere: Vi har masser af musik i Danmark, og der er mange musikplakater at forholde sig til – og sammenligne.
Chefbooker Mikkel Xavier har dermed et job, som mange har en mening om og spørger nysgerrigt til. Her svarer han på nogle af de typiske spørgsmål:
Hvornår begynder I at booke?
"Vi er allerede i fuld gang med at booke til næste år, mens dette års festival bliver afviklet. Halvandet til to år i forvejen starter bookingen af de store udenlandske navne. Vi har et rigtig godt ry i udlandet - de kan godt lide os. Smukfest har eksisteret i 43 år, og vi har igennem historien bevist for crews fra hele verden, at det er fantastisk at spille i skoven."
I sælger billetterne før musikken er på plads, hvorfor kommer I ikke med navnene noget før?
"Det er bredden og mangfoldigheden, der er styrken ved Smukfests program. Det tager tid at få på plads, og derfor vil man ofte se, at andre festivaler offentliggør tidligere end os. Vi ligger så i øvrigt også sent i kalenderen her i august. Programmet er først endeligt lukket i juni, når det kommer til booking af de mindre navne. Det giver os mulighed for at skabe et friskt program med den nyeste musik fra vækstlaget. I år er der bl.a. hentet helt nye og sprøde navne fra årets SPOT-festival, som blev afviklet i maj måned."
Kandis, Megadeth, Pil – er I skizofrene eller hvordan vil du beskrive musikprofilen?
"
Der er vist ikke andre festivaler i verden, der har så forskellige navne og genrer repræsenteret på ét arrangement. Der kan være tendens til, at man foretrækker bestemte genrer eller ligefrem musikalske nicher på en festival. Det er da også det nemmeste både at booke og forholde sig til. Men Smukfest skal have lidt af det hele, det er bredden, vi er stærke på. Her går generationer til fest og koncerter sammen, og vi har et program til heavyhoveder og popelskere, EDM-trampere og 80'ernostalgikere med mere. Og i morgen kan du høre noget andet, end du havde lyst til i dag. Det er det program, vi synes er fedt, og vores gæster er tilsyneladende overordnet tilfredse år efter år."
Fortæl lige lidt om, hvordan det foregår med hovednavnene.
"Programmet bliver formet ud fra de store bookinger, gerne omkring juletid. De danske headliners er uafhængige af de udenlandske bookinger, men de store danske navne er selvfølgelig med til at farve resten af programmet for årets festival. Vi kan være i dialog løbende igennem flere år, før det navn vi ønsker os, kommer på kontrakt. Det er mildest talt ikke en buffet, hvor vi som bookere bare håndplukker de acts, vi bedst kunne tænke os at få besøg af. Der er ekstremt mange ting, som skal gå op, ikke mindst i forhold til de efterhånden super komplekse og dyre verdensturnéer, vi som festivaler typisk er afhængige af. Hvis drømmenavnet turnerer i Asien i august, er der jo ikke noget at gøre ved dét. Så booker vi noget andet godt!"
Nogle gange er det som om, at en kunstner står på en scene, der er for lille eller for stor. Kan I ikke programsætte det lidt bedre?
”
Det er i hvert fald noget, vi ofte bliver spurgt om. Hvis man ser på det samlede program, så har vi ekstremt mange navne – der kan være 12 navne på vores hovedscener på en enkelt dag, væsentligt flere end på andre festivaler. Det er et svært puslespil, som vi lægger så godt, som det nu er muligt. Sikkerhed og en god oplevelse er alfa og omega. Vi skal sikre os, at skoven bevæger sig, så ”trafikken” ikke står stille for længe, der skal være en vis dynamik på en festivalplads. Derfor programsætter vi bevidst, sådan at folk må flytte sig i løbet af dagen, og så der er forskellige genrer i spil på samme tid. Det er især de populære danske navne først på aftenen, der kan være svære at give et passende modtryk til andre steder i skoven. Men vi bruger al den data og brancheerfaring vi har for at lave den bedst mulige spilleplan, og det har vi også gjort i år.”
Hvilken booking er du mest glad for i år?
"Der er ingen tvivl om, at jeg er sindssygt glad for, at vi har et popikon af en anden verden. En af Verdens bedste sangerinder, Christina Aguilera. Hun synger klokkeklart over 4 oktaver, hun er noget helt særligt. Hun har monsterhits med sig i bagagen. Ja, jeg ved godt, mange af dem er mange år gamle, men hun leverer dem. Hun er en levende legende," siger Mikkel tydeligt begejstret.