Et meterhøjt indspark til campsnakken

Af: Smukfest

4. august 2023

Der er mange måder at skubbe folk i en mere miljøbevidst retning på. Én af dem kan måske være at køre meterhøje figurer med slet skjulte budskaber gennem skoven!

Torsdag lykkedes det at gennemføre det kæmpe optog, hvor tre paradevogne tog turen fra KærligHeden til Sherwood. Greta Thunberg med kloden i favnen, kapitalistiske pengespisere, en alt for varm isbjørn med flere – det politiske debatgrundlag fornægter sig ikke. 

“Jeg hader løftede pegefingre, og vi er her jo for at holde en fest. Men det skal ikke afholde os fra lige at minde folk om, at de måske godt kan genbruge teltet igen til næste år. Eller at de skal huske at smide skraldet de rigtige steder,” lyder det fra Claus Rubin, der underviser på VIA University College, som har været tæt samarbejdspartner på projektet.

Hovedelementet i optoget er de tre vogne, hvor figurerne trækker en del af FNs 17 verdensmål i fokus midt i festen. 

“Det er jo mere vigtigt end nogensinde lige nu. Vi har skovbrande og alverdens naturkatastrofer. Så budskabet er superrelevant. Men der er også et andet formål. For alt det her er skabt af bl.a. 150 pædagogstuderende. Hele denne her øvelse har vist, at sammenhold og fællesskab er en vigtig ting. Og for dem at lære det, mens de er i gang med deres uddannelse, det kan være med til at gøre dem bedre til deres arbejde i fremtiden. Og til at sætte de ting på deres dagsorden,” forklarer underviseren.

“Der er mange børn, der ikke har stemmeret, som er bekymrede for fremtiden.Og hvis vi kan hjælpe vores studerende til at gøre noget for dem, så er det også værd at tage med,” forklarer Claus Rubin. 

De meterhøje statuer tog turen torsdag formiddag gennem skoven, og både Claus Rubin og Smukfests egen finurlighedskonsulent, Jonas Pindhund, var enige om, at det passede helt perfekt ind i festivalen. 

“Jeg mødte Claus, der fortalte om denne her parade nede i Viareggio i Italien, og efter at have hørt ham fortælle, tænkte jeg, at det skal vi have på Smukfest. Det er lige i vores ånd,” siger Jonas Pindhund.

Medskaberne bag paraden er den italienske Compagnia Carnevale, der hvert år står bag karnevalet i hjembyen Viareggio.

Følg med for mere
Smukfest - All rights reserved