Tak for nu, Søren

Af: Randi Rehmeier

1. november 2023

Efter 23 aktive år i Skanderborg Festivalklub har direktionsmedlem og talsmand Søren Eskildsen meddelt bestyrelsen, at han fratræder sin stilling. Det sker pr. 31. december 2023.
 
”Jeg vil gerne være én af dem, der tør sadle om, selvom det går godt. For det går rigtig godt i Skanderborg Festivalklub og for Smukfest som arrangement. For første gang i historien meldte vi alt udsolgt denne sommer, de frivillige pladser var også fuldt besat, og vi havde generelt en fantastisk vellykket festivalafvikling. Vi står stærkt i samarbejder på kryds og tværs, økonomien er sund, og det samme er fællesskabet. Vi har en god arbejdsplads året rundt og driver en festival, som jeg personligt synes er den fineste og mest gennemførte i verden,” siger Søren Eskildsen.
 
Søren havde sin debut i Walthers tjeneste i år 2001, da han startede som frivillig medhjælper på campingområdet FØLA. Det var bl.a. Søren, der i flot piccolo-uniform og med sønderjysk dialekt tog imod de første Hotelt-gæster og udleverede nøglen. Siden arbejdede han i mange konstellationer med service og tryghed på campingområderne, fortsat som frivillig, og med stadigt større ansvar.

”Han er lige så rolig og rar, som han virker på tv. Dialogens mand og altid interesseret i at finde fælles løsninger."
Morten Riisgaard-Dam, bestyrelsesformand i Skanderborg Festivalklub.

I 2015 blev Søren ansat i festivalens sekretariat, tog en særlig uddannelse indenfor event-sikkerhed i England og blev øverste sikkerhedschef på Smukfest. Han trådte ind i direktionen, hvor ansvaret herefter udviklede sig over årene. Søren var desuden med til at fusionere Muskelsvindfondens- og Smukfests sikkerhedsafdelinger til selskabet Event Safety og har flere bestyrelsesposter, herunder i brancheorganisationen Dansk Live.



Og ikke mindst: Søren Eskildsen er kendt som en meget venlig og åben talsmand for Smukfest og festivalens ansigt udadtil.

”Han er lige så rolig og rar, som han virker på tv. Dialogens mand og altid interesseret i at finde fælles løsninger,” siger Morten Riisgaard-Dam, bestyrelsesformand i Skanderborg Festivalklub.
 
”Jeg og resten af bestyrelsen er oprigtigt ærgerlige over, at Søren ikke fortsætter sit arbejde for vores forening. Men vi takker ham for alt det, han har gjort for vores fællesskab. Igennem snart et årtis arbejde på sekretariatet har han haft en enorm betydning for den udvikling, festivalen og foreningen bag har undergået. Derudover er vi stolte af, at Smukfest i kraft af Sørens indsats påtog sig en markant og synlig rolle på vegne af festivalbranchen og i det hele taget kulturlivet under Corona-epidemien. Det var en historisk krise for os alle sammen, og Søren arbejdede utroligt hårdt og med stor politisk tæft til gavn for alle festivaler i Danmark. Han var i tæt dialog med myndigheder og politikere i ikke bare måneder, men år, for at hjælpe fællesskabet igennem en meget svær og utryg tid. Vi kommer til at savne Søren som festivalkammerat, men ønsker ham god vind i alt det nye, der venter. Vi håber i øvrigt at se Søren i skoven til august – hvor han formentlig vil have bedre tid til at nyde en fadøl, end han plejer at have, og det er ham vel undt,” siger Morten Riisgaard-Dam.
 
Hvis alt er så godt, hvorfor siger du så op, Søren?
 
”Jeg er ikke på vej væk fra noget, men derimod på vej hen mod noget, jeg gerne vil nå i mit liv.
Jeg har en drøm, der er konkret og må forfølges. Jeg har i mange år været inkarneret vandrer, både i ind- og udland. Det gør noget særligt ved mennesker at komme væk fra mødekalenderen og ned i kroppen via et par støvler, det har jeg set mange gange, og mine egne naturoplevelser har været med til at forme mig. Så det skal jeg arbejde med fremover,”
fortæller Søren Eskildsen, som iblandt sine kolleger er kendt for at have en dokumenteret skridtlængde på præcis 100 centimeter i gennemsnit, hvilket også er brugbart ved opmåling af konstruktioner i en bøgeskov.
 
Søren Eskildsen går iværksættervejen med sin nye virksomhed, MindHike. Der udover tilbyder han rådgivning om politisk interessevaretagelse, Public Affairs, formidling, risikostyring, krisehåndtering, forretningsudvikling og andet, der bygger videre på hans erfaringer fra bl.a. Smukfest.
 
”Jeg er spændt på det nye, men også vemodig. For jeg elsker Skanderborg Festivalklub, men vi skal alle nå de ting i livet, vi gerne vil. Jeg er en tænksom fyr, og jeg forlader min stilling med en kæmpe glæde og masser af respekt for det, de danske musikfestivaler bidrager med i vores samfund – og et ret stort sug i maven på det, som fremtiden nu byder mig.”
 
I de kommende måneder skal Skanderborg Festivalklub således rekruttere et nyt direktionsmedlem efter Søren Eskildsen. Stillingen bliver slået offentligt op og kan blandt andet findes via skanderborgfestivalklub.dk i løbet af efteråret.

Pressehenvendelser kan som hidtil rettes til Kommunikationschef Randi Rehmeier, 21719358 eller randi@smukfest.dk. Søren fortsætter sit arbejde for Smukfest frem til jul og står til disposition ved spørgsmål relateret til jobskiftet.

Følg med for mere
Smukfest - All rights reserved