Medhjælperfesterne
Medhjælperne på Smukfest har altid forstået at hygge sig, og den årlige medhjælperfest er derfor en fast tradition med mange år på bagen. Her går vi en tur ned af vejen, der er fyldt med minder og anekdoter fra festerne, der er holdt gennem tiden.

Festen for dem, der laver fest

Man kan simpelthen ret godt li' at feste i Skanderborg Festivalklub – og klæde sig ud. Hvert år inviteres samtlige klubmedlemmer til den store traditionelle medhjælperfest, hvor op mod 4000 feststemte medhjælpere møder op til temafest.

Det Vilde Vesten 2024 – vindere af bedste udklædning
📸: Anders Boll

Det Vilde Vesten 2024
📸: Theis Poulsen

Det Vilde Vesten 2024
📸: Anders Boll

Det Vilde Vesten 2024
📸: Anders Boll

Det Vilde Vesten 2024
📸: Anders Boll

Det Vilde Vesten 2024
📸: Anders Boll

Vindere af bedste udklædning 2023
📸: Anders Boll

Det Store Lærred 2023
📸: Anders Boll

Det Store Lærred 2023
📸: Anders Boll

Det Store Lærred 2023
📸: Anders Boll

Det Store Lærred 2023
📸: Anders Boll

Det Store Lærred 2023
📸: Anders Boll

0
festlige medhjælpere
0
timers
musik og festligheder
0
koncerter fra gode, danske bands
0
kr
for entrébilletten

Festerne gennem tiden

Det er blevet til en del undervejs. Dyk ned i dem årti for årti.
80 og 90'erne

Tilbage i 1980 var der ikke penge til de vilde fester, men som nævnt altid en kasse øl at vende esser om til bestyrelsesmøderne. De første egentlige medhjælperfester fandt sted i et telt, der sagtens kunne rumme det par hundrede mennesker, der deltog. Senere flyttede man festerne til Søtoften – og da medhjælperskaren voksede sig for stor til klublokalerne, flyttede man til det lokale gymnasium. Hen ad vejen sagde de dog nej tak til at få besøg af de vilde horder, der i den grad festede igennem til den lyse morgen, som regel akkompagneret af danske og udenlandske orkestre, der havde gjort det ekstra godt på årets udgave af festivalen.

Med anskaffelsen af Villa Walther på Slotsholmen gik der for alvor sommerfest i den, og ikke mindst "Øl-ludo", hvor vinderen blev stillet op på en træstub og fik en flaske champagne: "og da proppen sprang, da væltede nummer to ind i hækken.." Det særprægede brætspil blev flere gange i træk vundet af Kåre, trommeslageren i Michael Learns To Rock. "Der var fire spillere i finalen, og det fantastiske var, at Kåre, der var gul, var blevet slået hjem, mens rød, grøn og hvid efterfølgende måtte gå ud, fordi de havde kastet op på deres felter, og det var bortvisningsgrund. Så ét af årene vandt Kåre faktisk på teknisk knockout..."

I 1996 var der så mange tilmeldinger til årets medhjælperfest, at arrangementet måtte laves i den store sal hos Scandinavian Congress Center i Århus. Samme år købte festivalklubben FØLA og havde nu selv plads nok til at holde de store arrangementer. Siden da har den enkelte medhjælper hvert år set frem til, hvad festudvalget nu finder på. I 1999 stod den på tropisk paradisfest med hallerne pyntet, som var de Bountyland. 

00'erne

I 2002 var der "Gallerfest", og alle mødte op i heftigt udstyr, forklædt som slaver, kejsere, høvdinge, krigere og stolte gallerinder. Trylledrik var der naturligvis også i overflod. I 2003 stod der Juletræsfest på programmet. Den 3. maj! Og igen mødte op mod totusinde klubmedlemmer op til "Krybbespil og Karrysild. Flæskesul og Julepul. Julielir og Nissepi'r. Den vise mand og den lede stjerne," som der stod i festindkaldelsen.

I 2004 blev der inviteret til Galla Fest på Hotel Føla (med Big Fat Snake blandt gæsterne) – og året efter var overskriften intet mindre end ”Verdens Bedste Fest – Nu med Svensker!” Der gik film i den i 2006, hvor medhjælperfesten var forklædt som ”The 26th Annual Walther Awards”. De genopstandne firser-stjerner i OneTwo var med til at levere underholdning på FØLA i 2007, hvor der blev lokket med en ”Flot, Fed & Finurlig Fest”. I 2008 var Volbeat blandt scenefavoritterne – og temaet til årets medhjælperfest var ”alt med BAR”. Derfor ku' man handle både på BARmuda og BARbados og nyde en BARolo eller en BARfodsdans. I 2009 hærgede finanskrisen ude i verden, og på FØLA blev årets medhjælperfest derfor afholdt med følgende intro: ”30´ernes depression er over os… kom til fest på Føla, og se hvor sjovt vi har det… Vi trodser sprutforbud, aktiefald og børskrak.” Og så dukkede gæsterne ellers op forklædt som gangstere, Charlestonpiger og casinotyper, mens D-A-D og Skanderborg All Stars var blandt underholderne.

10'erne

Muren blev genopført for en stund i 2010 – hvor FØLA fik mindelser om Den Røde Plads, Trabanter stod parkeret ved indgangen og Walther Lenin prydede væggene. Kashmir, The Rumour Said Fire og De Røde Gebisser leverede soundtracket. 

I 2011 blev der indkaldt til Spejderfest og sagt Tjikkerlikker og bundet knob i lange baner. I invitationen stod der bl.a.:

  • ”Måske der også er noget med en AND?
  • Hvor langt kan du spytte et spejderhagl?
  • Kan man tænde ild med strygestål?
  • Og er der mere end 3 telte slået op på forhånd?”

The Blue Van og 90'er Festen var med til at sikre stærk musik. Det helt store telt var slået op foran FØLA i 2012, hvor temaet var Cirkus i alle afskygninger (men var der levende dyr (altså udover gæsterne), så gjorde de nu ikke meget væsen af sig). Til gengæld var Carpark North blandt de mange musikalske gæster under teltdugen.

For første (og eneste) gang blev 2013-medhjælperfesten afholdt i Dyrehaven. Temaet var Vikinge-halløj, og regnen stod i lårtykke stråler ned over skoven og blandede sig med mjød og andre drikkevarer. Det var det rene WaltherHalla, og i teltet var Magtens Korridorer med til at fyre op under smukke medhjælpere forklædt som gæve krigere og skarpe skjoldmøer.

Temaet var sport og titlen var Smuk Games, da medhjælperfesten i 2014 for første gang blev afholdt på KærligHeden. Steffen Brandt og resten af TV-2 var populære musik-leverandører.

I 2015 var vi igen på KærligHeden, men denne gang til et noget køligt Beach Party. Heldigvis var der masser af varme fra scenen, hvor bl.a. 90'er Festen og Dizzy Mizz Lizzy sørgede for magi og musik.

KærligHeden dannede også i 2016 ramme for det magiske medhjælperbal – i år med temaet Color Party. Der var fuld skrue på farvepaletten og sprød musik fra blandt andre Gnags og TooManyLeftHands. 

Så skete der noget helt nyt, da vi nåede til 2017. Skanderborg var blevet en stor hal rigere med Fælleden, og det var helt oplagt at afholde årets medhjælperfest her. L.O.C, Kato og Queen Machine spillede det gigantiske rum op, og det blev den største medhjælperfest til dato. 

Fælleden viste sig at være rigtig gode rammer for en medhjælperfest i den kaliber, så i 2018 gentog vi succesen her og forvandlede Fælleden til én stor bondegård. Med halm i lommerne og i brogede kokostumer festede omkring 4000 medhjælpere til Saveus, Suspekt og Infernal, da årets medhjælperfest løb af stablen under temaet: Den Store Bondegårdsferie.

I 2019 afholder vi festival nr. 40 og overskriften det meste af året er "Jubilæum". Temaet for årets medhjælperfest kan derfor ikke være andet end 80'er fest – tiden hvor det hele startede. Der bliver drukket filur og brandbil side om side med lørdagskylling og Hawaii pizza og gerne iført de skarpeste neonkostumer og stort hår. Dodo & The Dodos leverede det perfekte soundtrack til 80'er festen, hvor der også var dansende rejepiger i cocktailglas, og senere på aften også koncert med The Minds of 99 og Hedegaard. Et brag af en 80'er fest på Fælleden!

20'erne

Så nåede vi til den tid, vi faktisk helst vil glemme. Nemlig 2020, hvor coronapandemien gjorde sit indtog i verden, i Danmark og i Skanderborg. Alt blev aflyst, både medhjælperfesten i maj og Smukfest i august.

I foråret 2021 var vi stadig ikke sluppet af med corona, og den sædvanlig maj-fest blev derfor skubbet. Nu “skyldte” Walther hele to medhjælperfester – og det var så lige præcis, hvad vores trofaste medhjælpere fik sig.

Søndag den 8. august var de medhjælpere, der havde hjulpet til med at stable sommerens alternative arrangementer Småfest og Klubhuset på benene, inviteret til fest på Skovlunden. Rammerne var et mini set-up af Smukfest, hvor der i ugerne forinden var afviklet 6 x Småfest for 1000 gæster ad gangen. Det var småt, men godt! Drinksene smagte som de plejede, øllene var kolde som sædvanlig, sulten kunne stilles med Farmors Tarteletter – og Queen Machine sørgede for, at der kunne skråles med, så det stadig kunne lade sig gøre at vende hjem med en lettere hæs stemme.

En lille måned senere, 4. september, var det så tid til at få indhentet anden aflyste medhjælperfest – og denne gang var hele medhjælperflokken inviteret til Walthers Skovfest. Festen foregik nemlig i vores savnede bøgeskov, hvor sommerens Klubhus blev stående, Teltet blev rejst og vupti, så føltes det faktisk som at være tilbage til den velkendte antidagligdag og Smukfest. Andreas Odbjerg, Fyr & Flamme og KATO spillede Teltet op – og feste, det havde Smukcrew altså ikke glemt, hvordan man gjorde.

I 2022 var vi tilbage på sporet med medhjælperfest i maj på Fælleden, hvor vi tog en tur tilbage til “De glade tyvere”. En reference til 1920’erne, hvor der ovenpå den spanske syge atter var opsving og ikke mindst fest igen – meget passende her i de nuværende 20’ere… Der var jazzorkester, kasino, cabaretbar, gangsters og fjerboaer for alle pengene, mens Gnags, Benjamin Hav og Familien og KESI trak jakkesæt og frynsekjoler ud på dansegulvet. Ja, selv Walther dressede op til lejligheden og havde iført sig vest og butterfly til aftenen.

2023 bød på filmtema under titlen "Det store lærred". Den røde løber blev rullet ud, gæster blev hentet i limousine, og  guld Walther-statuetter bød velkommen sammen med pressefotografer og journalister. Det flød med gratis popcorn, drinksene kunne købes i Grease og James Bond barer, hvis ikke man kom for en kold øl i Klaptræet. Rasmus Seebach, Drew Sycamore og L.O.C leverede aftenens underholdning, og aldrig er der blevet sunget så højt i Fælledhallerne.

I 2024 tog vi en tur til Det Vilde Vesten, og det må være første gang, at Fælledens halgulve har været fyldt med så mange feststemte cowboystøvler. Man skulle tro, at musikprogrammet var fastlagt ud fra årets tema, for den stod på skydevåbene Pil, Topgunn og afslutningsvis Tobias Rahim.

Billeder fra fester gennem tiden

2019 – 80'er fest
📸: Martin Gorritzen

2019 – 80'er fest


📸: Jakob Worre

2019 – 80'er fest


📸: Martin Gorritzen

2015 – Beachparty


📸: Per Bille

2014 – Sportsfest


📸: Anders Boll

2013 – Vikingefest


📸: Per Bille

2012 – Stuhr numma


📸: Per Bille

Følg med for mere
Smukfest - All rights reserved