Smukfest vil gøre engangsteltet til fortid

Af: Randi Rehmeier

1. august 2026

Efter en vellykket test udvider Smukfest samarbejdet med den danske startup ReTent. I år flytter 220 modulære ReTents ind på festivalen som næste skridt mod en fremtid, hvor campingudstyr er designet til at blive brugt igen og igen – ikke efterladt som affald.

Hvert år efterlades store mængder campingudstyr på danske festivaler. Telte, campingstole og madrasser, der ofte kun har været brugt få dage, men er produceret til et langt længere liv, er blevet et symbol på en lineær forbrugskultur, hvor ressourcer går tabt.

Derfor udvikler og afprøver festivalen en lang række initiativer, der skal sikre flere cirkulære alternativer og mere bæredygtig camping. Blandt andet sammen med virksomheder, der gentænker, hvordan produkter designes, bruges og genbruges.

En af dem er den danske startup ReTent.

Sammen har Smukfest og ReTent udviklet en modulær boform af genanvendt plast, der kan skilles ad, stables og bruges igen – på Smukfest såvel som andre festivaler. Hvor det traditionelle festivaltelt ofte er designet til én bruger og én festival, er ReTent skabt til at indgå i et cirkulært system gennem mange sæsoner.

Den første prototype blev testet på Smukfest i 2025, hvor 20 hold festivalgæster gav feedback til den videre udvikling. I år er løsningen skaleret til 220 ReTents på campingområdet Sølund.

"Festivaler er et oplagt sted at udvikle nye cirkulære løsninger. Vi samler tusindvis af mennesker på få dage, og det gør udfordringerne tydelige – men giver os også mulighed for hurtigt at teste nye idéer i stor skala. ReTent viser, hvordan vi sammen med innovative virksomheder kan udvikle løsninger, der både reducerer affald og kan inspirere langt ud over festivalpladsen,"

 siger Cathrine Christensen, bæredygtighedskoordinator hos Smukfest.

Visionen bag ReTent er at gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen og skabe et system, hvor midlertidige produkter indgår i flere livscyklusser.

ReTent er udviklet med festivaler som udgangspunkt, men ambitionen rækker længere. Midlertidige boformer bruges i dag til alt fra events og byggepladser til nødhjælpsindsatser, hvor produkter ofte har en kort levetid.

For Smukfest handler projektet om mere end camping. Det handler om at bruge festivalen som en innovationsplatform, hvor virksomheder får mulighed for at udvikle, teste og dokumentere løsninger på konkrete ressourceudfordringer.

"Vi ønsker ikke kun at gøre vores egen festival mere cirkulær. Vi ønsker at være en platform, hvor nye løsninger kan udvikles, afprøves og skabe værdi mange andre steder. Hvis vi kan være med til at gøre engangsteltet til fortid, har vi skabt en forandring, der rækker langt ud over Smukfest,"

 siger Cathrine Christensen.