Af: Randi Rehmeier
4. august 2026
Donationen til headspace Aarhus er en anerkendelse af den betydningsfulde indsats, organisationen hver dag yder for unge, der har brug for nogen at tale med og et fællesskab at være en del af. Smukfonden havde oprindeligt planlagt at donere 300.000 kroner.
Efter at have undersøgt konsekvenserne af besparelserne besluttede Festivalklubben at hæve beløbet til 887.640 kroner – det beløb, som headspace Aarhus stod til at miste årligt i den oprindelige spareplan fra Aarhus Kommune. headspace Aarhus er Danmarks største headspace-center og møder omkring 1.700 unge om året.
"Da vi blev opmærksomme på de besparelser, der rammer headspace Aarhus, fik vi lyst til at matche netop det beløb. Ikke fordi civilsamfundet skal overtage det offentliges ansvar, men fordi vi håber, at donationen både kan give arbejdsro og være med til at sætte fokus på den enorme betydning, organisationer som headspace har for unge mennesker," siger Maja Engberg-Sønderskov, Chef for Frivillighed og Fællesskab, Smukfest & Smukfonden.
Donationen blev tirsdag den 4. august overrakt på festivalens campingområde Kærligheden som en overraskelse til frivillige og ansatte i headspace Aarhus. Trine Hammershøy, direktør i headspace Danmark, siger:
”Vi er dybt taknemmelige for denne ekstraordinære donation fra Smukfonden. Med støtten viser festivalen, at de ikke blot taler om unges trivsel, men også handler på den. Donationen giver headspace Aarhus afgørende arbejdsro og gør det muligt fortsat at være der for unge, som har brug for hurtig og anonym støtte til store og små udfordringer. Samtidig er det en fortjent anerkendelse af den store forskel, vores mange frivillige i Aarhus gør for byens unge.”
Midlerne skal være med til at sikre centrets gratis og anonyme rådgivning samt aktiviteter og fællesskaber, som ikke har særskilt finansiering – herunder et samarbejde om at støtte unge i Ukraine, som headspace Aarhus er engageret i. I den vedtagne kommunale spareplan endte headspace med at miste 450.000 kroner årligt. Den flotte donation gør det nu muligt at dække det økonomiske hul i to år.
En lyttende og empatisk voksen at tale med
headspace Danmarks indsats løftes af over 600 frivillige på landsplan og 2-3 ungerådgivere i hvert af de 42 centre landet over. Tilbuddet er for unge i alderen 12-25 år, anonymt og helt gratis.
headspace Danmark har også en digital rådgivning som så vidt muligt er åben året rundt og supplerer muligheden for fysiske samtaler i et af centrene. Først og fremmest er headspace et tilbud til unge, men de yder også familierådgivning i tilbuddet headspace Family, som findes frem steder i landet Smukfonden donerer 887.640 kr. til headspace.
”Vi synes, at de frivillige hos headspace gør en fantastisk indsats, både her hos os på Smukfest, men også hele året rundt. Alt for mange unge mistrives og føler sig ensomme uden en tillidsvækkende voksen at tale med. headspace tilbyder netop dét, og det vil vi igennem Smukfonden virkelig gerne bakke op om,” siger Maja Engberg-Sønderskov.
Anders Friche, centerchef i headspace Aarhus, siger: ”Donationen betyder, at vi kan fastholde den nærhed og tilgængelighed, som er afgørende for vores arbejde. Vi ved, hvor vigtigt det er, at du som ung kan møde nogen, som er der for dig og har tid til at lytte, før dine udfordringer vokser dig over hovedet. Det er kernen i vores arbejde i headspace, og vi er dybt taknemmelige for, at Smukfonden ville være med til at bevare den mulighed for unge i Aarhus.”
Rådgivningens frivillige på Smukfest
headspace er en vigtig samarbejdspartner for Smukfest. Organisationens frivillige har i flere år skabt nærværende samtaler med festivalgæster på Kærligheden i det alkoholfrie fordybelsesområde FriRum.
”Noget af det mest værdifulde, vi har omkring Smukfest, er vores mangfoldige fællesskab, som giver mere, end det tager. Det er det, Smukfonden står på skuldrene af, og det er netop fællesskabets overskudsenergi som Smukfonden ønsker at give videre til mennesker, som kan have ondt i fællesskabet, mistrives eller står et sårbart sted i livet. Derfor oplever vi et helt naturligt værdifællesskab med headspace,” siger Maja Engberg-Sønderskov.
I år er samarbejdet udvidet, så headspace også er en del af Fordomsfri i skoven. Stedet findes ved Ambassaden nær hovedindgangen i Sherwood. I år agerer headspace Aarhus’ frivillige sociale værter i Fordomsfri som en del af kunstudstillingen Lykken er kun et lille glimt med Frederikke Bertin, der tager afsæt i Frederikkes egne oplevelser med psykisk lidelse. Stedet og udstillingen kan besøges af alle.
Smukfonden donerer 887.640 kr. til headspace Aarhus i 2026.
Smukfonden er etableret i 2014 og har siden modtaget og videredoneret 20 procent af det årlige overskud fra Smukfest. Hertil kommer 2 kr. for hver liter solgt fadøl fra Royal Unibrew, altså op mod 500.000 kr årligt.
Over årene har Smukfonden doneret mere end 10 mio. kroner til sociale projekter og initiativer i hele Danmark. Støtten har til formål at afhjælpe udsathed og ensomhed.
Eksempler på støttede projekter og organisationer er: Ventilen, Det Kærlige Måltid, Husrum, Make A Wish og Hus Forbi.