Scene
Månen
Showstart
Fredag 17:15
11. juni 2022 blev en skæbnesvanger dag for rapperen USO. Under et københavnsk motionsløb, der samlede penge ind til syge børn, faldt han om med et hjertestop. Efter fire dage i koma på Rigshospitalets intensivafdeling, vågnede han op til en helt ny tilværelse med en altomfattende genoptræning øverst på dagsordenen.
Halvandet år senere kunne Ausamah Saeed alias USO til alt held fortsætte sin musikalske karriere, der i 2024 blev rundet af med albummet 'El Clásico'.
2025 vil byde på afskedskoncerter med den århusianske rapper, som brød igennem i begyndelsen af 00'erne, og som mange vil huske fra hits som 'Momentet' (med L.O.C.), 'Ingen Diskussion' og 'Hey Shorty'.
Før sin sidste Smukfest-optræden lyder det fra USO: 'Jeg glæder mig til at fejre både livet og musikken sammen med jer!'