Skovtid

Tiden er noget, vi snakker meget om i hverdagen. Du skal komme til tiden og gå til tiden for at nå at komme til tiden. Alt det der. Men sådan er det ikke, når du er på Smukfest. Her er tiden bøjelig. Misser du én ting, så finder du nok en anden. Så tag det roligt; du når det nok 🤍

Smuktid på din skærm

Det er måske nok det mindst digitale "digitalur", der nogensinde har set dagens lys. Men det er præcist, og det er i sig selv imponerende. Siden Smukfest 2019 har omkring 60 frivillige tømret et gigantisk ur i brædder midt i festlighederne i bøgeskoven. I 24 timer sørgede de hvert eneste minut for, at uret gik rigtigt. Ja, det er svært at forklare – du må hellere se det!

Og det kan du, for nu kan uret nemlig downloades som screensaver til din Mac eller PC. Bare hent filen ned og følg anvisningerne på skærmen. Husk opdateret styresystem, ellers driller det.

Grundet tekniske årsager skal din screensaver opdateres senest 1. juli 2024 for at blive ved med at virke.

Download opdateringen her: URL

Kunstprojektet krævede fuld opmærksomhed i de 24 timer, vi byggede på det. Og det fine er, at det til gengæld er enormt afslappende at se på efterfølgende. Når du har installeret dimsen, aktiveret "skærmskåner" eller "pauseskærm" og din maskine efterfølgende går i dvale, så er der dømt festival-mindfulness i realtid. Når klokken er 20:35 hos dig, så er den det også på Bøgepladsen.

Måske undrer du dig over, hvorfor sådan en 24 timers bygge-marathon skal genopleves som en pauseskærm? Vi overvejede at udgive på VHS-bånd eller ligefrem DVD, men der er bare noget virkelig fedt ved pauseskærme.

Og så giver det dig mulighed for at genopleve skoven i realtid – installationen følger dit eget ur. Når det er sent, og du er søvnig, så er de frivillige der bygger Smukur også søvnige. Når der er fest hos dig, så er der også fest hos dem.

Vi håber, at du vil forkæle din computer og dig selv med en oldschool pauseskærm og al den skovtid, du kunne drømme om!