Det myldrende fællesskab bag scenen på de danske foreningsfestivaler udgør en centrifuge, man ryger ind i for så at komme ud igen med mere empati, rummelighed og forståelse for sine medmennesker.
Den danske festivalsommer er i fuld gang. Hvis du fornemmer, at festivalerne skyder op som græs efter regn, så er det ikke helt forkert. Danmark er nemlig et af de lande i verden med flest musikfestivaler pr. indbygger.
Det store udbud til trods melder mange af dem allerede udsolgt. Det er fantastisk, for det siger ikke blot noget om vores kærlighed til musik. Det viser også, at vi har en dyb og nærmest instinktiv trang til at høste mindeværdige oplevelser sammen med andre mennesker.
Mens medierne har travlt med at sammenligne årets plakater og anmelde koncerterne, så er der et aspekt ved de danske festivaler, der fortjener mere opmærksomhed, end det typisk får. Det er måden, vi skaber festivalerne på, og den kollektive skaberkraft, der får det hele til at lykkedes.
I Danmark taler vi meget om fællesskab. Sociologer har imidlertid længe råbt op om, at vi lever mere og mere opdelt: Vi bor blandt mennesker, der ligner os. Vi arbejder med nogen, der stemmer som os. Generationerne taler mindre sammen, og vi mødes kun sjældent på tværs af de socioøkonomiske skel.
Det er et demokratisk problem, for det reducerer vores evne til at forstå hinandens virkeligheder – og især dem, der ligger langt fra vores egen. Det er samtidig et fremtidsproblem, hvis vi tror på, at løsningerne på de globale udfordringer skal udvikles på tværs af vores respektive siloer.
Hvis vi skal ændre på den ærgerlige tendens, så kræver det, at vi har steder, hvor vi faktisk mødes på kryds og tværs af de demografiske og sociologiske skel. Hvor vi kan omfavne kontrasterne imellem os.
Det er præcis her, at festivalerne er interessante at kigge nærmere på.
Festivaler er nemlig midlertidige samfund, hvor følelsen af fællesskab bliver håndgribelig. De sædvanlige hierarkier smuldrer, når direktøren, maskinarbejderen, studenten, pensionisten, designeren og pædagogen står skulder ved skulder og bygger en scene. Glem alt om titler – her er det engagementet, der tæller.
Det er lige præcis dér, festivalerne rummer det, som er en mangelvare i vores samfund lige nu. De fungerer som et demokratisk reparationsværksted. I sin bedste version fungerer det myldrende fællesskab bag festivalscenen som en centrifuge, man ryger ind i, for så at komme ud igen med mere empati, rummelighed og forståelse for sine medmennesker.
Det har aldrig været vigtigere.
Vi lever i en verden, hvor den næste oplevelse er et klik væk på telefonen, og hvor vi kan underholde os selv døgnet rundt uden at forlade sofaen – og uden at møde et eneste menneske. Festivalerne repræsenterer det stik modsatte.
Når vi mødes i den virkelige verden for at bygge, planlægge, udvikle og udføre noget i fællesskab, bliver vi mindet om, hvor meningsfuldt det er at samarbejde mod et fælles mål, og hvor berigende det er at skabe noget sammen med andre.
Det er ikke for at romantisere. Festivalerne er også søvnmangel, fuldskab og store menneskemængder. Men bag koncertanmeldelserne, stjernerne på scenen og de glade mennesker i det danske sommervejr, gemmer der sig et bud på noget, vi er ved at glemme: At fællesskaber ikke bare opstår, men bygges og skabes – med respekt for andre mennesker, deres sociale baggrunde og forskellige fagligheder.
Festivalerne viser os med andre ord, hvordan fremtidens fællesskaber kan se ud, og derfor udgør de en samfundskraft, vi bør interessere os langt mere for, end vi aktuelt gør.
Så lad endelig sociologerne, økonomerne, socialrådgiverne, iværksættermiljøerne, NGO’erne, politikerne og alle andre relevante fagpersoner drage på sommerens festivaler i forskningens, feltarbejdets og den faglige nysgerrigheds tegn.
Der vil uden tvivl være en god chance for at høste ny viden og inspiration til, hvordan vi kan styrke den kollektive trivsel og empati i samfundet.